Igangsættelse

Når fødslen skal hjælpes på vej: Alt, hvad du behøver at vide om at blive igangsat

Det er de færreste gravide, der planlægger en medicinsk igangsættelse i deres oprindelige fødeønsker. De fleste drømmer om, at fødslen starter spontant derhjemme midt om natten med en rolig murren i lænden. Men i virkeligheden bliver omkring hver fjerde fødsel i Danmark sat i gang .

Uanset om du skal sættes i gang, fordi så du ikke går for langt over tid, på grund af medicinske årsager som svangerskabsforgiftning eller graviditetsbetinget diabetes, eller fordi fostervandet er gået uden veer, så husk dette: En igangsat fødsel kan være en smuk, kraftfuld og fantastisk fødeoplevelse.

Lad os kigge nærmere på, hvordan processen foregår, og hvordan du mentalt og fysisk kan forberede dig.


Hvorfor sætter man en fødsel i gang?

En igangsættelse anbefales altid kun, når jordemødre og læger vurderer på baggrund af, på mange måder; overdreven sikkerhed, at det er mere trygt og fordelagtigt for enten dig eller din baby, at fødslen sker nu, frem for at vente på, at naturen går sin gang. Det er en lægelig anbefaling, men det er altid dit valg som fødende at takke ja.


Værktøjskassen til igangsættelse benyttet på hospitaler i Danmark: De 3 mest almindelige metoder

Det er din livmoderhals og livmodermund, der bestemmer, hvordan fødslen sættes i gang. Dette er jordemoderen med til at vurderer, ved hjælp af en indvendig undersøgelse. Her vurderes hvor “moden” din krop er i et øjebliksbillede. Ud fra dettte vælges én af følgende metoder:

1. Medicinsk modning (Angusta-tabletter): Hvis livmoderhalsen er lang og lukket, starter man typisk med at anbefale milde hormontabletter, som du skal synke med jævne mellemrum. De modner livmoderhalsen og kan fremkalde veer. Ofte kan man tage dem derhjemme og slappe af i vante rammer. Såfremt man igangsættes grundet en mere patologisk årsag, vil man blive anbefalet indlæggelse.

2. Mekanisk modning (Ballonkateter): En anden meget skånsom måde at modne livmodermunden på er et lille plastickateter med enten ét eller to små saltvandsballoner, der lægges op i skeden. Ballonen/erne trykker mekanisk på livmodermunden indefra, så kroppen frigiver sine egne fødselshormoner. Kateteret falder som regel ud af sig selv, når du har åbnet dig ca. 3 cm. og ellers tager man det ud i forbindelse med at man går til den tredje type igangsættelsesmetode (hindesprængning).

3. Hindesprængning (At prikke hul på fosterhinderne og få vandafgang): Hvis din livmodermund allerede er moden og åben (ca. 2-3 cm), kan jordemoderen prikke hul på fosterhinderne. Det gør ikke ondt på hverken dig eller baby. Når vandet går, falder babys hoved dybere ned mod livmodermunden, hvilket ofte er nok til at starte kroppens egne veer.

Hvis veerne ikke kommer i gang af sig selv efter de tre primære metoder for igangsættelse, vil man som oftest anbefale at tilbyde og tilkoble et ve-drop, som tilfører det syntetiske fødselshormon, Oxytocin, direkte i blodet for at styre og styrke veerne. Og på den måde mimikere spontane naturlige veer så meget som muligt. Hverken for få, eller for mange.


3 råd til at bevare ejerskabet og roen under en igangsættelse

Når en fødsel sættes i gang, overtager lægevidenskaben en del af timingen – men de overtager ikke din krop. Du kan stadig gøre utrolig meget for at få en god oplevelse og føle dig styrket i ejerskab og sin din fødselsfortælling:

• Træn din stamina og vejrtrækning på forhånd: Veerne ved en igangsat fødsel (især ved et ve-drop) kan nogle gange føles mere intense fra start end ved en spontan fødsel. Det er ikke nødvendigvis fordi at de er det, men kurven er en smule mere stejl i opbygningen fra de milde til de mere kraftige fødselsveer. Derudover vil den automatiserede følelse ved at en jordemoder “skruer op” for veerne, tricke hjernens måde at analysere smerteoplevelsen. Det er de samme receptorer i livmoderen der tager imod fødselshormonet og laver veerne i livmoderen, uanset om det er med naturligt eller syntetisk fødselshormon. Men afkodningen kan hurtigt blive negativt ladet og følelen af noget udefrastyrende kan lede til en øget følelse af kontroltab og deraf smerteoplevelse. Ofte oplever jeg som jordemoder, at det kan blive en “slags forklaring” for den fødende, hvorfor de syntes at det oplevedes mere voldsomt end de regnede med. Men måske de også ville have følt det samme, hvis det var egne spontant naturlige veer. Det er ikke til at vide. Det som er væsentligt at tage med herfra er at være sød ved sig selv og søge trygheden via ejerskab og de værktøjer man inden fødslen har forberedt sig på og så gå ind til fødslen uden fordømmelse. Hvis du har trænet din dybe Pilates-vejrtrækning og opbygget din fysiske udholdenhed under graviditeten, har dit nervesystem et solidt fundament til at bevare roen også under det medicinske pres.

• Skab en tryg atmosfære: Selvom du er på et hospital, kan du godt dæmpe lyset, tage dine egne bløde bukser på, lytte til din yndlingsmusik eller have en duftolie med. Det støtter sit nervesystem med at finde ro og tryghed. Tryghed booster dit eget naturlige oxytocin, hvilket hjælper veerne på vej. Når du er tryg føler du også smerter mindre farefulde og frygtsomme. 

• Brug tyngdekraften og bevægelse som din kontrol: Selvom du er sat i gang og måske er koblet til overvågning (CTG-bælter), behøver du sjældent at ligge fastlåst i en seng. Bed om at komme op at stå, hænge over en fødebold, eller brug forskellige aktive fødestillinger for at hjælpe baby godt ned i bækkenet og tag ejerskab over både fødslen såvel som fødselsrummet.


Din fødsel, din krop

En igangsættelse er ikke et nederlag for din krop – det er blot en anden startlinje på det samme fantastiske maraton. Uanset hvordan veerne starter, er det stadig dig, der gør arbejdet, og dig, der føder din baby.


Kh Edith